Genveje
![]() |
Valg til skolebestyrelserne 2010
Byrådet skal sørge for, at der vælges forældrerepræsentanter til skolebestyrelserne ved folkeskolerne
Dette sker i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 114 af 26. januar 2010 om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser i folkeskolen. Der skal vælges forældrerepræsentanter på Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Gildbroskolen, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen og Kirkebækskolen, Ishøj 10. Klassecenter og Ishøjgård.
Valgret og valgbarhed
De personer, der på valgets tidspunkt har forældremyndigheden over børn, der er indskrevet på skolen, kan stemme ved valget og stille op som kandidat. Den enkelte skole har en valgliste med oplysninger om hvem der har stemmeret og kan stille op som kandidat. Hvis du er i tvivl om du er optaget på valglisten på dit barns skole, kan du rette henvendelse til skolens kontor, hvor listen er fremlagt, senest mandag den 8. marts kl. 14.00.
Kandidater til skolebestyrelsen
Hvis du ønsker at stille op som kandidat, kan det ske før valgmødet, på selve valgmødet eller efter. Opstilling sker ved henvendelse til skolens leder. Kandidaten skal udfylde og underskrive en opstillingsblanket. Sidste frist for opstilling og aflevering af opstillingsblanket er den 16. april kl. 12.00.
Valgmøder på skolerne
I begyndelsen af april holdes der valgmøder på skolerne. Datoen fremgår af den folder som den enkelte skole udsender til forældrene. På mødet orienteres om selve valget, og der er mulighed for at drøfte kandidatopstillingen.
Fredsvalg eller brevafstemning
Hvis der efter valgmødet er enighed blandt de opstillede kandidater om den nye bestyrelses sammensætning, skal der ikke afholdes afstemning. Dette kaldes fredsvalg. Hvis der ikke er enighed, skal der afholdes afstemning, som foregår pr. brev i perioden mandag den 3. maj til onsdag den 12. maj kl. 12.00.
Endvidere kan du opnå valgret og valgbarhed, hvis du opfylder et af nedenstående krav og henvender dig til skolens leder med et ønske herom senest mandag den 8. marts kl. 14.00:
Personer, der har modtaget et barn, der er indskrevet i skolen, i privat familiepleje eller formidlet døgnophold, og som har plejetilladelse eller godkendelse fra byrådet. Tilladelsen skal være meddelt senest et år før valget. Forældremyndighedens indehaver(e) kan ikke samtidigt deltage i valget.
Den, der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, der er indskrevet i skolen, forudsat at indehaverne/indehaveren af forældremyndigheden giver sin tilslutning.
Stedforældre til en elev, hvis indehaveren/indehaverne af forældremyndigheden over barnet samtykker heri.
Faderen til et barn, der er indskrevet i skolen, hvis faderskabet er fastslået, og faderen bor sammen med forældremyndighedens indehaver og barnet.
Den af de biologiske forældre, som ikke har del i forældremyndigheden, og som ikke bor sammen med forældremyndighedens indehaver, jf. nr. 3. Det er en forudsætning, at forældremyndighedens indehaver giver sin tilslutning, og at der ikke er meddelt valgret til nogen anden i medfør af nr. 2.
På Ishøj 10. Klassecenter vælges to forældrerepræsentanter blandt forældre, der i skoleåret 2010/11 har børn på skolen. Skolen informerer nærmere herom.
På Ishøjgård vælges to forældrerepræsentanter blandt forældre der har børn på skolen. Skolen informerer nærmere herom.
Yderligere oplysninger:
Hvis du har spørgsmål om valget til skolebestyrelserne kan du kontakte dit barns skole eller Ishøj Kommune, Center for Børn og Undervisning, tlf.: 43 57 74 03 mail: pj@ishoj.dk
Ishøj Byråd
Kontakt os
Ishøj Kommune
Ishøj Rådhus
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj
Telefon: 43 57 75 75
Fax: 43 57 72 13
Åbningstider
Mandag-fredag: 10.00-14.00
Torsdag tillige: 16.00-18.00
Telefontider
Mandag-onsdag: 08.00-15.00
Torsdag: 08.00-18.15
Fredag: 08.00-14.15

